Hvad er heraldik?

Heraldik er en praksis, en kunst og en videnskab. Traditionen med at anvende våbenskjolde opstod i Vesteuropa i midten af 1100-tallet, af grunde der blandt forskere stadig er omstridte og delvist ukendte. Udviklingen af riddernes rustninger, der gjorde at kroppen og ansigtet var skjult, har traditionelt været en fremherskende forklaring på heraldikkens fremkomst. Man havde brug for et kendemærke i krig og turnering, hvilket så blev malet i kontrasterende farver på skjold og i faner.

Udover denne praktiske anvendelse på slagmarken og i turneringer har brugen af segl, korstogene, samfundets feudale struktur og selve ønsket om at kunne identificere sig med et billedligt udtryk i et altovervejende analfabetisk samfund været medvirkende faktorer til heraldikkens udvikling. I løbet af kort tid havde heraldikkens normer bredt sig til det meste af Europa, og dens normer og æstetik blev hurtigt en integreret del af livet i middelalderen. Først og fremmest var det fyrster og adelige, der brugte våbener, men det spredte sig hurtigt til andre samfundsgrupper.

Våbenet blev efterhånden arveligt, og et bestemt våben blev dermed mere permanent knyttet til en bestemt slægt. Efterhånden som turneringerne blev færre og den militærtekniske udvikling gjorde den harniskklædte ridder overflødig på slagmarken, ophørte brugen af de fysiske skjolde, men ideen om et visuelt identifikationsmærke var så udbredt at skikken fortsatte, og har fortsat op til i dag. I dag er et våben, som det var for 800 år siden, en unik måde at identificere sig selv og sin slægt på.

Selve ordet heraldik opstår senere end heraldikken – våbenkunsten – selv. Det kommer at det latinske 'ars heraldica', der betyder 'heroldens kunst'. Herolder var i middelalderen sendebud mellem fyrster, de var kongelige embedsmænd og under turneringer holdt de styr på ridderne ud fra riddernes våbenskjolde. I 1600-tallet troede man, at herolderne havde haft en særlig rolle i heraldikkens fremvækst, hvilket historisk kun kan konstateres enkelte steder. Heraldik er selve brugen af våbenskjoldet, den systematiske videnskab og den levende våbenkunst.

Societas Heraldica Scandinavica

Societas Heraldica Scandinavica (Heraldisk Selskab) samler heraldisk interesserede over hele Norden. Læs mere om selskabet og dets aktiviteter her

Et våbenskjolds elementer

Et våben består først og fremmest af skjoldet, hvor selve våbenmærket placeres. Over skjoldet placeres hjelmen, hvorfra hjelmklædet hænger. Hjelmklædet var oprindeligt et enkelt stykke stof, der udgjorde et værn mod solens stråler, men har gennem århundrederne udviklet sig til et dekorativt element, der kan udformes på en lang række måder.

Hjelmklædet er oftest fastgjort til hjelmen med en vulst, et stykke snoet klæde.

På hjelmen rejser sig hjelmfiguren, der oprindeligt var en tredimensionel plastisk figur af læder, stof eller træ, og derfor gengives den - ligesom hjelmen og hjelmklædet - mere tredimensionelt end våbenmærket. Hjelmfiguren kan knytte an til indholdet i skjoldet, eller til noget helt andet. Et våben kan gengives blot med skjoldet alene, da dette er det vigtigste i våbenet.

Heraldikken operer med et helt eget æstetisk normsæt, der er grundlagt i middelalderen, hvor heraldikken opstod. For det første er der kravet om enkelhed og essens; en våbenfigur er stiliseret og det essentielle ved den forstørres og fremhæves, såsom løvens kløer og manke og ørnens vinger og næb.

Dernæst er der tinkturreglen. De heraldiske farver kaldes tinkturer, og de deles op i to grupper, farver og metaller. Farverne er rød, blå, sort, grønt og meget sjældent purpur, mens metallerne er guld (gult) og sølv (hvidt). Farve og metal skal altid veksle i et våben - i et våben må metal ikke forekomme ved siden af eller på metal, ligesom farve ikke må forekomme ved siden af eller på farve. Samtidig er det mest optimalt, hvis et våben kun indeholder én farve og ét metal. Et våben er fastsat i en blasonering, en beskrivelse i fagtermer, der beskriver indholdet i våbenet, og ikke udførelsen. Enhver fortolkning af et våben, der følger dets blaonering, kan anses for at være korrekt. Et våben bekrives fra bærerens side, hvilket gør at højre og venstre er omvendt af normalt. Derfor bruges begreberne dexter (heraldisk højre=venstre) og sinister (heraldisk venstre=højre) i stedet.